Du kan effektivt optimere skriveprocessen i din næste ansøgning eller cv som lærer med hjælp fra ChatGPT. Det er dog vigtigt, at du husker at fodre chatbotten med brugbar information og forholder dig kritisk til resultatet, inden du sender ansøgningen afsted.
Det kræver både energi og tid, når du som jobsøgende lærer skal sende fængende, skræddersyede ansøgninger og tilrettede cv’er ud til potentielle arbejdsgivere. En opslidende proces, der hurtigt kan blive uoverskuelig, når du gang på gang skal skille dig ud fra mængden og lade dine kompetencer og personlighed skinne igennem på kreativ vis.
AI eller kunstig intelligens kan være et brugbart værktøj i ansøgningsprocessen og kan effektivt minimere dit tidsforbrug. Den populære chatbot ChatGPT er et oplagt valg, fordi den har mange features til netop jobsøgning. Du kan blandt andet få originale ideer til opsætning, hjælp til omformulering fra stikord til sammenhængende tekst, inspiration til nye vinkler og et friskt syn på relevante kompetencer, som du måske ikke selv havde tænkt på at fremhæve.
Det kræver dog, at værktøjet bliver brugt smart og fodret med dit eget, personlige indhold, før resultatet bliver rigtig godt.
Brug ChatGPT i din jobsøgning
Uanset om du har brug for en digital ghostwriter til din jobansøgning eller gode råd til, hvordan du bedst klarer en jobsamtale, kan ChatGPT være en god hjælp. Når først du har oprettet en gratis profil, er du klar til at bruge værktøjet på den måde, der passer dig bedst.
1. Research
ChatGPT kan være brugbar i den indledende fase, inden du skal skrive din ansøgning. Upload stillingsopslaget og lad robotten liste hvilke værdier og faglige kompetencer, der er vigtige for at kunne varetage stillingen. Resultatet kan give dig et godt skelet at bygge din ansøgning ud fra.
2. Tekstgenerering
ChatGPT kan skrive et udkast til din ansøgning, hvis du giver den de rette oplysninger. Indsæt stillingsopslaget og dit cv og få robotten til at skrive en ansøgning med fokus på de værdier og faglige kompetencer, du fandt frem til i punkt 1. Du kan også bede chatbotten om at omskrive eksisterende tekst, så det bliver mere humoristisk, skarpt, formelt eller lignende.
3. Hjælp til CV
Har du brug for at få finpudset dit cv, kan du uploade det og stillingsopslaget til ChatGPT og bede chatbotten om at rette cv’et til, så det fremhæver de kompetencer, der passer bedst til arbejdspladsens ønsker. Sørg dog for at slette eventuelle personfølsomme oplysninger, inden du uploader. Har du brug for hjælp til, hvordan du skriver dit cv, kan du se vores guide her.
4. Korrekturlæser
Er du usikker på, om sproget i din ansøgning er korrekt, kan du lade ChatGPT læse den igennem for eventuelle grammatiske eller sproglige fejl. Selvom det er en chatbot, er den faktisk overraskende dygtig til det – vi har testet det.
Fusk eller en hjælpende hånd?
Er det så ’snyd’ at bruge en chatbot til dine ansøgninger? Nej, for det er typisk ikke dine evner til at skrive en jobansøgning, der afgør, om du er den mest kvalificerede kandidat til et lærerjob. Det er derimod dine faglige kompetencer, værdier, pædagogiske evner og hvordan du er som kollega.
Måske har du ikke skrevet en ansøgning i mange år og har brug for inspiration. Det kan også være, at du har sendt mange ansøgninger uden held og har brug for friske, digitale øjne på, hvordan du også kunne gøre. Uanset hvad er det helt oplagt at bruge kunstig intelligens som en hjælpende hånd til at fremhæve dine faglige og personlige kompetencer bedst muligt.
Det er dog vigtigt at huske på, at du kun skal bruge chatbottens tekst som et udkast og selv tilføje det personlige touch bagefter, så du sikrer, at modtageren kan fornemme dig. Én af de mest gængse faldgruber ved at bruge AI til jobsøgning er nemlig, at chatbotten skriver ud fra faste skabeloner, og du derfor risikerer ikke at brænde igennem, hvis du ikke sætter dit eget præg på det endelige resultat.
Forbered dig til samtalen med AI
Giver din ansøgning pote, så du bliver kaldt til jobsamtale, kan du også med fordel bruge AI i denne proces. En samtale er ofte forbundet med stor nervøsitet, fordi der er meget på spil, men måske kan en grundig research få styr på sommerfuglene i maven.
Bed ChatGPT lave en liste over de mest stillede spørgsmål til en lærerstilling. Selvom du nok har forberedt svar på spørgsmål som: ’Hvad motiverer dig’, ’Hvordan sikrer du undervisningsdifferentiering’, og ’Hvordan håndterer du udfordrende elever i klasserummet’, kan det være, at du har overset at forberede dig på for eksempel at ’Beskrive en vellykket lektion, du har gennemført og hvorfor’.
Du kan også bede ChatGPT simulere en jobsamtale med dig på skrift og efterfølgende give feedback på dine svar. Upload stillingsopslaget, din ansøgning og dit cv (husk at udelade personfølsomme oplysninger) og lad det være udgangspunktet for en skreven dialog, der måske kan belyse emner eller potentielle misforståelser, du kan nå at forberede dig på, inden du skal ud og lande dit næste job.